Jeg hedder Sidse. Jeg er 40 år. Jeg bor i Birkerød sammen med min mand og vor fælles søn på 14 år. Min søn er ikke født for tidligt, og jeg kender kun meget lidt til hele det neonatale område. Jeg fik kendskab til Spruttegruppen igennem en tv-udsendelse, og det gav så meget mening for mig – jeg elsker at hækle, men har begrænsede evner, så det med at kunne hækle overkommelige sprutter og de rent faktisk kan bruges til noget, er jo helt fantastisk. Min søn er nu ved at være så stor, at han ikke længere har så meget brug for mig i hverdagen, så jeg har nu mere tid, som jeg gerne vil bruge på noget, der giver mening.

Bor i Stepping, Sønderjylland. Har haft et 3 årigt ophold i Nuuk. Da de for tidligt fødte i Grønland opholder sig på Intensiv afdelingens børnestue på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, kom jeg til at lære disse dejlige små banditter at kende på nærmeste hold, idet jeg var ansat på afdelingen. Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle arbejde med børn, men nu var det sådan, og jeg kom til at holde rigtig meget af arbejdet på børnestuen. Under deres ophold på børnestuen er de små og deres mor/far ofte meget langt væk fra familien/søskende. Tryghed er af stor betydning for de små, og jeg synes det er et fantastisk godt initiativ, så da jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at blive ambassadør, havde jeg ingen betænkelighed ved at svare ja.

Jeg hedder Charlotte Ravn og bor i Aalborg. Jeg har to pragtfulde “børn”. Rasmus fra 1993 og Regitze fra 1995, som dog var nogle ordentlige basser på over 4.000 g hver, da de kom til verden, og var ikke omkring neonatal. Efter at have fået “lidt for god tid” pga. en kronisk sygdom, plus at ungerne har mindre brug for mor, ville jeg rigtig gerne finde noget meningsfyldt at bruge min tid på, samtidig med at jeg kan bruge mine kreative evner. Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at vi er mange der gør en forholdsvis lille indsats, men som i den store sammenhæng, betyder så meget for både det barn, der kommer for tidligt til verden, men bestemt også for de forældre, som står i en helt anden situation, end ventet. Derudover har jeg i forvejen enten strikke- eller hækletøj i hænderne.

Jeg hedder Maja og bor på Djursland med min familie. Mit kendskab til Spruttegruppen fik jeg igennem mit og min søn Phillip’s ophold på neonatal afdelingen i Skejby. Her modtog vi selv en sprutte og det har betydet alt for os. Det var som at få et kram og det gav rigtig meget støtte i en ellers svær tid. Jeg hækler selv og synes derfor at det var naturligt for mig at støtte op omkring dette fantastiske projekt, da jeg har selv oplevet, hvor meget denne lille tanke og gerning betyder.

Bor i Erritsø ved Fredericia.
Jeg arbejder som dagplejer og nyder mit job. Har haft enkelte fortidligt fødte under mine vinger og har set hvad en enkelt lille ting kan give af trykhed.
Jeg er selv en der bare må have noget i mine hænder når jeg har en ledig stund, så derfor var det med stor fornøjelse jeg stødte på sprutterne og spruttegruppen.
Da jeg så, at der manglede en ambassadør til Kolding Sygehus, var jeg ikke længe om at søge den.
Jeg nyder selv at lave sprutter og glæder mig rigtig meget når jeg modtager sprutter fra andre. De er alle skønne og med stor glæde bliver de vasket, pakket og afleveret.

Jeg hedder Helle Nørkjær, og er ny tovholder i Viborg. Jeg er gift og vi har 3 børn – 19, 11 og 10. Vi har ikke selv erfaring med neonathal, men kender til afdelingen via venner. Jeg er uddannet social og sundhedsassistent, har arbejdet i psykiatrien og hjemmeplejen. Jeg går pt. hjemme efter en fejloperation for snart 2 år siden. Jeg er kreativ – syr, hækler, strikker – og bruger ellers min tid på mine yngste pigers skole. Den ældste, Frederik, bliver snart student, så der kommer nok også lidt nørkleri her. Jeg sprang til som tovholder, da jeg synes, at det her projekt er fantastisk og en dejlig måde at give de nyfødte og deres forældre en varm velkomst til verden.

Jeg bor i Tuse ved Holbæk.
Da jeg ventede min datter, hæklede min veninde og jeg en del sammen, da vi begge var sygemeldt med graviditetsgener. En dag hæklede jeg en gople til min datter, og jeg fortalte min veninde om, hvorfor sådan en gople er så speciel for en nyfødt, og jeg fortalte lidt om Spruttegruppen. Min veninde blev bidt af det, og besluttede sig for at hækle en masse gopler og svøb til Spruttegruppen. Jeg hoppede hurtigt med på ideen, og så tog det ellers fart derfra med at hækle gopler.
Min søn var indlagt på neonatal i april 2013. Dengang kendte jeg endnu ikke til sprutterne, dog ville ønske jeg havde, for så havde jeg helt klart bedt min mor lave en til ham, så han kunne have haft den ved sig i sin lille lyskasse.
Alt det er årsagen til, at jeg nu gerne vil hjælpe alt det jeg kan, så flere babyer kan få en gople eller sprutte.
Selv lærte jeg at hækle, da min søn rundede fire måneder, og jeg har hæklet derud af lige siden

Bor i Kokkedal.
Jeg er mor til en ung mand på 21 år som er født i uge 29, så jeg har selv for mange år siden tilbragt 1 måned på Rigshospitalet og 1 måned på Hillerød neonatalafdeling. Dengang gav vi vores søn en lille kanin med en sløjfe og sløjfen blev nuldret meget i flere år. For et par år siden faldt jeg over en artikel om Spruttegruppen og kastede mig straks over at hækle sprutter. Jeg er uddannet pædagog og har gennem min tid i “faget” haft mange for tidlig fødte børn mellem hænderne. Efter jeg begyndte at hækle sprutter, har jeg i mange sammenhænge givet børnene en sprutte i hånden og oplevet at de er faldet til ro, også børn på 3-4 år. Jeg støtter gerne op om den gode sags tjeneste og har også fået venner med på hæklerier til spruttegruppen.